Den lille fugl kiggede på sin fjerdragt og gjorde op med sig selv at det ikke gjorde noget den var pjusket og i uorden, for ingen så den alligevel. Den pustede sig op og fløj så hurtigt og højt som den turde. Det var ikke den mest modige fugl af dem alle, men siden den ikke selv var klar over dette, levede den i lykkelig uvidenhed.
En dag mødt den lille fugl en prins. Det var en meget fornem prins som synes at alt sådan noget med hurtighed og skønhed var meget vigtigt. Det kunne den lille fugl ikke forstå, men fordi den holdt så meget af den søde prins, forsøgte den at holde sin fjerdragt fin og redelig mens den øvede sig i at flyve endnu hurtigere end de andre små fugle, så den rigtigt kunne imponere prinsen.
Nogle gange når prinsen ikke kiggede, slappede den af og lod sin fjerdragt falde tilfældig og uglet omkring sin krop. Så rullede den sig i mudder og grinede et fjoget grin, mens den gjorde nar af prinsen. Ikke fordi prinsen var dum, men fordi fuglen rent faktisk synes det var lidt pinligt at gøre sig så meget umage for at få prinsen til at synes om den.
En dag da den troede at prinsen var på tur i sin karat lå den og nød livet i en lille mudderpøl. Uden at den opdagede det sneg prinsen sig ind på den og overraskede den med et hånligt grin. Den lille fugl bøjede nakken og blev flov; aldrig før havde den følt sig så grim og forkert og fra den dag af var fuglen altid vældig fin at se på; aldrig mere skulle der sidde en fjer skævt på dens lille krop. Den lille fugl havde så travlt med sine fjer at den helt glemte at tænke over om den var glad. Nogle gange når den var alene og ingen kunne se dens smukke fjerdragt blev den ked af det og følte sig ensom. Den kunne ikke holde ud af ha det sådan, så derfor skyndte den sig at flyve ud og lede efter nogle andre fugle der kunne fortælle den at dens fjerdragt var noget af det smukkeste de nogensinde havde set. I det øjeblik de pippede de magiske ord, følte fuglen sig lykkelig og det eneste den kunne tænke på var at den sådan ville ønske prinsen kunne høre deres rosende ord.
Fuglen blev smukkere og smukkere og hver gang prinsen sagde noget til den om hvad han kunne lide, gjorde fuglen sig umage med at leve op til det.
Sådan gik mange år; fuglen gjorde sig umage med at behage prinsen som den elskede højt og uden at vide det ændrede prinsen så meget på fuglen, at den til sidst helt havde glemt hvem den var inderste inde.
Nu var det nok en smuk og næsten kongelig fugl, men al den glæde den havde haft dengang for mange år siden da den havde hoppet rundt i mudderet, var væk. Intet kunne give fuglen den samme lykkelige fornemmelse som dengang den var helt fri.
En dag da den stod foran en vandpyt og gjorde orden i sin fjerdragt kom prinsen forbi og påpegede at der var en fjer på bagen der ikke sad ordenligt. Fuglen kiggede op og søgte efter kærligheden i prinsens øjne. Den så intet. Fuglen begyndte at tvivl på om prinsen i sandhed elskede fuglen eller om han elskede fuglens skønhed.
Den satte sig for at teste prinsen, og næste morgen fløj den hen og plaskede rundt i en dejlig varm og kæmpe stor mudderpøl. Derefter fløj den hen og satte sig på prinsens skulder, da den havde noget vigtigt at fortælle og lige i det øjeblik da den åbnede næbbet for at pippe noget, fejede prinsen den ned med sin hånd, så den landede på jorden med et lille bump. Den slog sin ene vinge og blev meget ked ked af det – Ikke fordi det gjorde ondt, men fordi at det i dét øjeblik gik op for den lille fugl at prinsen ikke elskede de ting der kom ud af næbbet på fuglen, men derimod kun elskede det fuglen kunne give ham i form af skønhed og status.
Fuglen pakkede sine ting og fløj grædende sin vej. Den følte sig dum men den bebrejdede ikke prinsen noget for han havde aldrig bedt fuglen om at blive og han havde aldrig bedt den om at ændre sig.
Efter lang tid alene indså den lille fugl at den aldrig rigtig havde vidst hvem den selv var og at det havde været mere vigtigt for den at blive elsket af prinsen end at elske sig selv.
Den lille fugl glemte aldrig sin prins og den dag i dag sidder den stadig oppe på sin gren med et stik i hjertet og synger om dengang den var tæt på at blive en kongelig fugl.
